A. Enggaard skal udvikle nyt stort kvarter i Gellerup

Brabrand Boligforening og A. Enggaard har indgået en aftale, som sikrer udvikling af et nyt stort kvarter med boliger, butikker og erhverv i Gellerup. 

Aftalen omfatter salg af et stort område i hjertet af Gellerup - ved Karen Blixens Boulevard - som bliver frit i løbet af de kommende år, når yderligere fem boligblokke i Gellerup bliver nedrevet. I det nye kvarter vil entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard inden 2030 opføre mere end 50.000 etagekvadratmeter fordelt på et stort antal private boliger - både i form af tæt-lav bebyggelse og etageboliger - samt butikker og erhvervsarealer ud mod Karen Blixens Boulevard. Området omfatter mere end seks hektar og bliver centralt i det nye Gellerup.

- Med jordsalgsaftalen har vi fået en virkelig seriøs og ambitiøs samarbejdspartner, som kan bidrage til at indfri den oprindelige vision fra 2010 om at skabe en attraktiv bydel, som med årene kan udvikle sig til et nyt bydelscentrum i det vestlige Aarhus, udtaler Brabrand Boligforenings direktør Keld Laursen og fortsætter:

-Vi får et nyt kvarter med mange boligtyper og samtidig mulighed for at etablere de bylivsfunktioner langs den nye boulevard, som var en af de bærende visioner i den dispositionsplan, som vi vedtog sammen med Aarhus Kommune helt tilbage i 2010. Derfor er vi i boligforeningen meget tilfredse med aftalen og glade for, at det hele nu er faldet på plads. Samtidig er vi meget bevidste om, at det har store konsekvenser for alle de mennesker, der bor i de fem boligblokke, der nu skal rives ned, og som er glade for at bo der. Men det er nu engang en politisk beslutning, at blokkene skal rives ned, og det er vi forpligtede til at bakke op om.

I A. Enggaard er der begejstring over aftalen. Afdelingschef i A. Enggaard Jens Skinnebach udtaler:

-Vi har allerede arbejdet i Gellerup i flere år med både det nye kommunale kontorhus, Blixens, og private boliger i lejlighedskomplekset Zebra House, som fra starten har været fuldt udlejet. Om kort tid påbegynder vi opførelse af bolig- og erhvervsbyggerier langs med Hasle Ringvej/Gudrunsvej, og med denne nye aftale ser vi frem til at bidrage med flere spændende byggerier i Gellerup i de kommende år. Vi oplever, at Gellerup er på rette vej, og vi er sikre på, at Gellerup vil udvikle sig til en spændende og attraktiv bydel med mangfoldighed og plads til alle.

Jordsalget er blandt andet muliggjort af den udviklingsplan, som Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening vedtog i 2019. Udviklingsplanen indebærer, at yderligere 400 almene boliger skal nedrives i Gellerup og samtlige af de resterende ca. 1200 boliger skal gennemgå en omfattende renovering. Indtægterne fra jordsalget indgår i finansieringen af renoveringsprogrammet.

A. Enggaard skal opføre markant bygning til havvandsvarmepumpe

Nyhed: 12. marts 2024

Det bliver et hold bestående af A. Enggaard, C.F. Møller Architects og Viborg In…

Se nyhed

PKA og A. Enggaard vil fremme CO2-reducerede byggematerialer via en række testbyggerier

Nyhed: 05. marts 2024

Pensionsselskabet PKA og entreprenørvirksomheden A. Enggaard vil via deres fælle…

Se nyhed