A. Enggaard starter nyt bylivsinitiativ

Aalborg, den 16. februar 2018


Entreprenørvirksomheden A. Enggaard A/S beskæftiger sig i stigende grad med udvikling af hele bydele, og det får nu entreprenørvirksomheden til at starte en ny afdeling, der får ansvaret for at skabe liv og sammenhæng i de igangværende og fremtidige byudviklingsprojekter.

A. Enggaard A/S har de seneste år stået for en række større byudviklingsprojekter - heriblandt Østre Havn i Aalborg og Ceres Byen i Århus. De store bydelsprojekter stiller større krav til byudvikling mellem bygningerne og ikke kun i dem, forklarer adm. direktør Asger Enggaard.

- Vi engagerer os i stigende grad i bydelsprojekter, og her er det vores ambition at skabe sammenhængende bydele med et rigt byliv. Det handler ikke blot om bygninger og mursten, men i stigende grad om at skabe områder, der er attraktive at bo i i mange år fremover.

Derfor har virksomheden som en af de første entreprenørvirksomheder i Danmark nu startet en helt ny afdeling, der får ansvaret for at udvikle bylivsprojekter.

- Den nye afdeling bliver ansvarlig for at koordinere, udvikle og iværksætte bylivstiltag i forhold til både vores nuværende og kommende byudviklingsprojekter. Det skal ske på to niveauer – midlertidige og blivende tiltag og aktiviteter, siger Asger Enggaard og fortsætter:

- Det tager år at opføre en helt ny bydel, og de midlertidige aktiviteter er derfor mindst lige så vigtige som de langsigtede. De mennesker, der flytter ind først, skal også føle, at der sker noget for dem, selvom bydelen ikke er færdiggjort. Det samme gælder i forbindelse med forandringsprojekter.

Den nye afdeling består indtil videre af de to nyansatte bylivskoordinatorer Camilla Juul Sørensen og Hanne Kræn. Camilla Juul Sørensen blev i 2017 uddannet civilingeniør inden for Urban Planning og Management, mens Hanne Kræn har været ansat hos Danske Bank de seneste 37 år og de seneste 12 år sideløbende drevet egen virksomhed inden for eventkoordinering.

Netop nu arbejder Camilla Juul Sørensen og Hanne Kræn blandt andet på højtryk med Østre Havn samt omdannelsen af den gamle Tulipfabrik i Brabrand, og den nye afdeling bliver desuden dybt involveret i de kommende store projekter som eksempelvis Spritten og Stigsborg Brygge i Aalborg og Skejby i Aarhus.


For yderligere oplysninger kontakt venligst:


Asger Enggaard
adm. direktør hos A. Enggaard A/S,

Esben Lind
Presseservice: Publicity,
tlf. dir. +45 25 14 58 16 eller e-mail: esben@publicity.dk