A. Enggaard indgår aftale om boligprojekt i Fredericia

Den 1. juli 2021 overdrager A. Enggaard boligprojektet Bådhusene i Kanalbyen i Fredericia til den svenske investor Niam. Bådhusene tæller i alt 72 lejeboliger, som færdiggøres i etaper over det kommende år. Pt. står de første 15 boliger færdige, og de 14 er lejet ud, mens der på forhånd er indgået lejeaftaler på flere boliger i de næste etaper.

Entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard har indgået en aftale med den svensk-baserede ejendomskoncern Niam om boligprojektet Bådhusene, der er en del af Sønder Voldgade Kvarteret i Kanalbyen i Fredericia. Handlen er formidlet af Mattias Manstrup, der er partner i erhvervsmæglervirksomheden Nordicals.

Bådhusene udgøres af i alt 72 lejeboliger, der færdiggøres frem mod sommeren 2021, inden Niam den 1. juli 2021 overtager det nøglefærdige byggeri.

- Fredericia er attraktiv, og dette projekt er et tegn på den dynamiske udvikling, byen gennemgår. Bådhusene oplever stor interesse, og vi ser overtagelsen som en unik mulighed at udvide vores eksisterende portefølje i Danmark. Vi har et godt samarbejde med A. Enggaard og er glade for, at aftalen er i hus, lyder det fra Michael Berthelsen, landechef for Niam i Danmark.

Bådhusene er ikke det første samarbejde mellem Niam og A. Enggaard. I 2016 købte Niam de aalborgensiske projekter Da Vinci Parken og Hvidts Gaard, der tilsammen tæller hele 461 udlejningsboliger fordelt på 46.500 kvadratmeter.

- Vi er både glade og stolte over at have indgået et nyt samarbejde med Niam. Aftalen er et stort skulderklap og en blåstempling af vores evne til at udvikle projekter, der matcher efterspørgslen, og som dermed er interessante for både potentielle beboere og investorer, fortæller udlejningschef fra A. Enggaard, Tom Johnsen.

På nuværende tidspunkt er 15 lejligheder i Bådhusene færdigbyggede og de 14 er udlejede, mens der allerede er underskrevet 14 lejeaftaler i forbindelse med den næste etape, som står færdig til januar 2021. Og den store interesse er ikke kun forbeholdt Bådhusene:

- Vi mærker generelt en stor interesse for nye boliger til privatudlejning i Fredericia. Udover Bådhusene er alle lejeboligerne i vores punkthus Toldkammeret 7 eksempelvis fuldt udlejet, og det giver bestemt mod på mere at mærke byens opbakning til projekterne, afslutter afdelingschef for A. Enggaard Syd, Palle Priska.

A. Enggaard åbnede en afdeling i Fredericia tilbage i 2017, og afdelingen er i dag vokset til knap 20 medarbejdere.

A. Enggaard fejrer 20 års jubilæum i Aarhus

Nyhed: 19. april 2024

Det er nu 20 år siden, at entreprenørvirksomheden A. Enggaard etablerede sig i A…

Se nyhed

A. Enggaard skal opføre markant bygning til havvandsvarmepumpe

Nyhed: 12. marts 2024

Det bliver et hold bestående af A. Enggaard, C.F. Møller Architects og Viborg In…

Se nyhed