Albertslunds kommunalbestyrelse godkender visionær masterplan for Vridsløse

Med kommunalbestyrelsens beslutning rykker transformationen af det tidligere Vridsløselille Statsfængsel i Albertslund til en levende, grøn og attraktiv bydel med navnet Vridsløse et stort skridt nærmere.

Et flertal i Albertslund Kommunes kommunalbestyrelse har godkendt masterplanen for Vridsløse, der sætter retningen for den videre proces med udviklingen af det tidligere Vridsløselille Statsfængsel og fængslets 160.000 kvadratmeter store grund.

Masterplanen sætter rammerne for udviklingen af en bydel med mellem 1.400 og 1.600 boliger i varierende størrelser og boligtyper, samt erhverv og iværksætteri fordelt på seks levende, grønne og delvist bilfrie bykvarterer. Kvartererne bindes sammen af grønne og rekreative områder præget af både ny og bevaret natur, der sammen med fængslet vil udgøre kernen i bydelen.

En stor del af det samlede fængselskompleks og de omkringliggende bygninger bevares, herunder fx hovedbygningen med den ikoniske grønne port, inspektørboligen og kirken. Den ikoniske port bliver omdrejningspunktet for et nyt, kulturelt centrum, der under navnet ’Porten’ bliver et trækplaster og samlingspunkt for nye beboere, hele Albertslund og resten af Storkøbenhavn.

- Det er meget glædeligt, at vi nu har rundet en vigtig milepæl for udviklingen af området omkring Vridsløselille Statsfængsel, der med sin centrale placering og historie rummer et stort potentiale i forbindelse med udviklingen af vores by. Efter et grundigt og ambitiøst forarbejde, der blandt andet tæller en ambitiøs arkitektkonkurrence og som bygger på anbefalinger fra Albertslunds Borgersamling, står vi nu med en godkendt masterplan og dermed et solidt afsæt for udviklingen af en ny og levende bydel, som vil bidrage til realiseringen af vores vision om at være en bæredygtig by for børnene, det grønne og fællesskaber, siger borgmester i Albertslund Kommune Steen Christiansen.

Kommunalbestyrelsens beslutning kommer efter Danmarks største arbejdsmarkedspensionskasse PKA, entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard og statens ejendomsselskab Freja Ejendommes forslag til en masterplan blev sendt i offentlig høring i foråret. Et forslag, der var udarbejdet i tæt samarbejde med et rådgiverteam bestående af Cobe, WSP, Rambøll, COWI og Niras samt med Albertslund Kommune.

Både under og efter høringsperioden har parterne inviteret borgere og andre interesserede til at lære mere om planerne for Vridsløse gennem en række aktiviteter. Herunder en række fuldt bookede rundvisninger og en udstilling, der fortsat kan opleves for enden af Egon Olsens Vej.

- Som det har været tilfældet helt fra start, da vi gik ind i projektet, har vi efter afleveringen af vores forslag til masterplanen i januar oplevet en stor interesse fra både borgere, politikere og andre aktører. Vi er meget taknemmelige for dialogen samt de gode input, vi har fået og arbejdet videre med sammen med kommunen, og vi er ikke mindst stolte af, at vi nu har en godkendt masterplan, der sætter en ambitiøs og visionær retning for udviklingen af en levende, grøn og attraktiv bydel med stor respekt for områdets historie. Vi glæder os til det videre arbejde og ikke mindst til, at vi allerede nu for alvor skyder gang i bydelens nye kulturelle samlingspunkt Porten, som i løbet af efteråret vil byde på flere spændende aktiviteter, siger projektudviklingschef i A. Enggaard, Morten Løgsted.

- Det er fantastisk, at vi nu er et skridt nærmere realiseringen af Vridsløse, der bliver et trygt og rart sted at bo for mennesker i forskellige livssituationer. Vridsløse bliver desuden en bydel med et ekstraordinært fokus på fællesskaber. Det er både i det nære naboskab, i de fælles kvarterhuse og gårdrum samt i større skala, hvor bydelen bliver et samlingspunkt for alle borgere i Albertslund Kommune, siger ejendomschef i PKA, Nikolaj Stampe.

- Den godkendte masterplan hviler på en meget ambitiøs bevaringsstrategi, der sikrer, at den nye bydel bygger videre på fængslets fantastiske historie og kvaliteter. Vi bevarer en stor del af det samlede fængselskompleks og de omkringliggende bygninger, fx hovedbygningen med den ikoniske grønne port, inspektørboligen og kirken, og store dele af fængselsmuren. Det er en bæredygtig bydel, der virkelig kommer stærkt fra start med handling bag ord, fortæller direktør i Freja Ejendomme Carsten Rasmussen.

På baggrund af høringsperioden har parterne bag udviklingen af Vridsløse samt Albertslund Kommune arbejdet videre med masterplanen, hvilket har ført til forskellige ændringer i forhold til det oprindelige forslag. Det gælder fx etagehøjderne, der er blevet reduceret i flere af bydelens dele blandt andet ind mod Hedemarken, mens antallet af karréer i bydelens sydvestlige kvarter er reduceret fra syv til seks, hvilket har skabt plads til, at samtlige gårdrum kan gøres større. Desuden er der indarbejdet ændring i udformningen af regnvandshåndteringen, hvilket betyder, at dele af tagvandet vil blive brugt til at danne mindre vådområder, der kan fungere som levesteder for dyr og planter.

Næste milepæl er godkendelsen af en rammelokalplan, der skal fastlægge de overordnede, sammenhængende strukturer i området. Albertslund Kommune har besluttet at sende et forslag til rammelokalplan i offentlig høring i perioden 16. september til og med den 11. november. I perioden vil der blive afholdt dialogmøder med forskellige interessenter og aktører, og 29. september afholdes borgermøde om rammelokalplan. Dertil kommer en ny runde guidede rundvisninger og åbning af bylivskontor i den tidligere inspektørbolig. Læs mere om de nye aktiviteter og tilmelding på Vridsloese.dk.

Fra fængsel til masterplan

2016: Sidste indsatte forlader fængslet og fængselsdriften afvikles
2019: Kriminalforsorgen overdrager fængslet til Freja Ejendomme
2020: Albertslund Kommune og Freja Ejendomme igangsætter en arkitektkonkurrence i form af et parallelopdrag med fem deltagende teams
2020: A. Enggaard og PKA indgår købsaftale med Freja Ejendomme
2021: Med udgangspunkt i de gennemarbejdede forslag fra arkitektkonkurrencen udarbejder A. Enggaard, PKA og Freja Ejendomme i tæt samarbejde med Cobe, Rambøll, WSP og Albertslund Kommune et forslag til en masterplan for udviklingen af en ny bydel under navnet Vridsløse.
2022 Forslag til masterplan afleveres til Albertslund Kommune og sendes i offentlig høring.
2022 Masterplan for Vridsløse godkendes af Albertslund Kommunes kommunalbestyrelse.

Den endelige masterplan kan downloades på bydelens hjemmeside www.Vridsloese.dk, hvor man kan tilgå yderligere informationer om projektet og tilmelde sig et nyhedsbrev. Det er også muligt at følge med via instagramprofilen @Porten_Vridsloese.

A. Enggaard fejrer 20 års jubilæum i Aarhus

Nyhed: 19. april 2024

Det er nu 20 år siden, at entreprenørvirksomheden A. Enggaard etablerede sig i A…

Se nyhed

A. Enggaard skal opføre markant bygning til havvandsvarmepumpe

Nyhed: 12. marts 2024

Det bliver et hold bestående af A. Enggaard, C.F. Møller Architects og Viborg In…

Se nyhed