Solidt regnskab fejres til stor jubilæumsfest i Olsen Banden-fængsel

A. Enggaard-koncernen, der er familieejet i 3. generation, kan se tilbage på et meget tilfredsstillende 2022. Her realiserede koncernen en omsætning på 2,7 milliarder kroner, hvilket er fremgang på 18 procent, og et resultat før skat på 358,5 millioner kroner.

- Det er meget tilfredsstillende, og jeg vil gerne takke kunder og samarbejdspartnere for endnu et godt år trods udfordringer i form af stigende priser og renter. Samtidig vil jeg rose vores fantastiske medarbejdere, der med en god kombination af professionalisme og kammeratskab formår at bære virksomheden gennem både gode og svære tider. Den kultur, der præger vores virksomhed, er simpelthen så afgørende for, at vi kan lykkes, og jeg er taknemmelig for, at vi lykkes med at fastholde den, selvom vi er blevet større og spredt over hele landet gennem de senere år, siger entreprenør Asger Enggaard.

Senere på måneden bliver der god mulighed for at fejre det stærke årsregnskab. Den 26. maj samler A. Enggaard nemlig både timelønnede og funktionærer samt kærester og ægtefæller til en stor fest på det tidligere Vridsløselille Statsfængsels gamle fængselsgrund for at fejre virksomhedens 80-års jubilæum.

- Vores virksomhed er ikke noget uden vores medarbejdere og den indsats, de leverer dag ud og dag ind, og derfor har det været vigtigt for os, at fejringen af virksomhedens 80-års jubilæum bliver et brag af fest, hvor vi alle kan samles på tværs af afdelinger og fagområder. Festen er arrangeret som en festival med masser af muligheder for god mad og drikke og ikke mindst en række koncerter, hvor blandt andre Tobias Rahim og Rasmus Seebach giver koncert, siger Asger Enggaard.

Virksomheden rundede officielt de 80 år den 1. maj. Historien om A. Enggaard startede, da den 31-årige Asger Enggaard (senior) i 1943 besluttede at starte virksomhed Elman Hansen & Enggaard i samarbejde med murermester Elman Hansen. Asger Enggaard blev eneejer af firmaet i 1960 og ændrede samtidig navnet til det, vi kender i dag.

Langsigtet ansvar og faglig bredde

A. Enggaard har i regnskabsåret påbegyndt flere større entrepriser, som har øget omsætningen sammenlignet med år før. Samtidig er A. Enggaards investeringer i ejendomme, der foretages med fokus på at bidrage positivt til udvikling af byer og samfund, øget væsentligt i regnskabsåret.

Virksomheden har gennem de senere år bygget videre på sin stærke entreprenør- og projektudviklingsvirksomhed og er i dag også en stærk bygherre, byudvikler og driftsvirksomhed, der har stor succes med langsigtet udvikling, opførelse og drift af hele bydele. Det gælder især i landets største byer, hvor A. Enggaard har oplevet stigende aktivitet som følge af en generel høj aktivitet på ejendomsmarkedet.

Blandt andet indgår virksomheden i et strategisk samarbejde med PKA, der i 2022 har udviklet sig yderligere, så parterne nu sammen har over 2.000 boliglejemål i drift. Og der er mindst lige så mange på vej.

- De håndværksmæssige dyder vil altid være fundamentet for vores virksomhed, og derfor var vi også meget stolte, da en af vores elever vandt guld til DM i Skills tidligere i år. Vores udvikling de seneste år har betydet, at vi i dag har en meget stor faglig bredde, hvor vi både står stærkt inden for totalentrepriser, offentlig-privat-partnerskaber (OPP) og samtidig har mulighed for at tage et langsigtet ansvar, der rækker helt fra den strategiske planlægning af en ny bydel til opførelsen og den efterfølgende drift.

Det handler i bund og grund om at skabe projekter og bydele, der er attraktive at bo og opholde sig i både på kort og lang sigt. Lykkes vi med det, er det til gavn for både os og byen, siger Asger Enggaard og fortsætter:

- Vi har tyngden og fagligheden til, at vi tør lægge hånden på kogepladen og engagere os i større områder med et langt sigte og et fokus på social bæredygtighed samt på at skabe gode rammer for fællesskab og byliv. Det har sammen med gode samarbejder med pensionskasser som PKA, PFA og Velliv givet os en solid position i markedet og bidraget til, at vi har en rigtig god pipeline af projekter og dermed står stærk - også hvis den økonomiske situation skulle blive værre. Vores forventning er derfor, at vi rammer samme høje aktivitetsniveau de kommende år.

A. Enggaards ordrebeholdning tæller blandt andet flere yderst markante byudviklingsprojekter i landets største byer. Det gælder eksempelvis udviklingen af det tidligere fængselsområde Vridsløse i Albertslund, store områder i Odense midtby og havn, Stigsborg i Aalborg samt Sydhavnskvarteret og store dele af Gellerup i Aarhus. Dertil kommer blandt andet to store OPP-projekter på nye psykiatribyggerier i henholdsvis Aalborg og Odense og totalentreprisen på det nye domicil til Norlys i Aalborg.

A. Enggaard fejrer 20 års jubilæum i Aarhus

Nyhed: 19. april 2024

Det er nu 20 år siden, at entreprenørvirksomheden A. Enggaard etablerede sig i A…

Se nyhed

A. Enggaard skal opføre markant bygning til havvandsvarmepumpe

Nyhed: 12. marts 2024

Det bliver et hold bestående af A. Enggaard, C.F. Møller Architects og Viborg In…

Se nyhed

A. Enggaard er familieejet i 3. generation og kan i år fejre 80-års jubilæum.

”De håndværksmæssige dyder vil altid være fundamentet for vores virksomhed, og derfor var vi også meget stolte, da en af vores elever vandt guld til DM i Skills tidligere i år”, siger Asger Enggaard om Troels Lyndgaard i midten af billedet.