A. Enggaard fejrer 20 års jubilæum i Aarhus

Det er nu 20 år siden, at entreprenørvirksomheden A. Enggaard etablerede sig i Aarhus. I dag er afdelingen vokset til virksomhedens største med godt 180 medarbejdere. Jubilæet blev torsdag fejret med alle medarbejderne på virksomhedens store byggeområde på Sydhavnen i Aarhus. 

Entreprenørvirksomheden A. Enggaard valgte i 2004 at etablere sig med en mindre afdeling i Aarhus. Virksomheden, der på daværende tidspunkt primært havde aktiviteter i Aalborg-området, bød kort efter etableringen ind på en større udvidelse af Musikhuset Aarhus, og den opgave blev vundet af den nytilkomne entreprenør. Opgaven gav et stort rygstød til etableringen i byen, og sidenhen har A. Enggaard stået bag en lang række markante byggerier som Blixens i Gellerup og Arkitektskolen på Godsbanen, foruden store byudviklingsprojekter både inden for og uden for Ringgaden i Aarhus:

- Det lå ikke nødvendigvis i kortene, at vi skulle vinde opgaven med udvidelsen for Musikhuset tilbage i midten af 00’erne. Men vi fik chancen, og vi greb den, og fik på den måde mulighed for at etablere en solid platform i Aarhus. Det har vi ikke et øjeblik fortrudt, siger salgs- og udviklingschef Peter Thorsgaard fra A. Enggaards afdeling i Aarhus. 

Peter Thorsgaard var med til at etablere afdelingen i Aarhus i 2004 og har derfor også netop fejret 20 års jubilæum i virksomheden. 

Ceres-byen, Skejbyen og Gellerup er blandt de største projekter
A. Enggaard har stået for en lang række byudviklingsprojekter i Aarhus i de seneste 20 år. Ceres-byen er så langt det største projekt, som A. Enggaard har stået for. Her bor i dag ca. 2.000 aarhusianere, og mange flere har deres daglige gang i bydelen, der blandt andet huser VIA University College med 6.500 studerende. 

Skejbyen mellem Skejbyvej og Vejlby Centervej er et andet stort byområde, som A. Enggaard har udviklet med 850 boliger. A. Enggaard i Aarhus har også stået for flere OPP-byggerier i Danmark. OPP står for Offentlige Private Partnerskaber og er en byggemodel, hvor entreprenøren både opfører, finansierer og drifter bygninger i op til 30 år. 

Aktuelt er A. Enggaard aktiv flere steder i Aarhus. De mest iøjnefaldende byggerier er blandt andet opførelsen af et 20 etagers kontorhus for Incuba og opførelsen af en ny skole for BSS i det gamle kommunehospital. Derudover har A. Enggaard opstartet opførelsen af det Nye Aarhus Stadion. 

De to største byudviklingsområder er Sydhavnskvarteret nord for Jægergårdsgade, der bliver et fremtidigt kraftcentrum for kultur og erhverv, samt udvikling af Gellerup som A. Enggaard har en vision om at bringe tilbage til fordums tid som en af byens mest attraktive byområder:

- Der er virkelig sket meget med Aarhus som Jyllands hovedstad i de seneste 20 år. Det er sket både visionært og klogt fra bystyrets side, og vi føler os privilegerede, at vi har været med til at sætte vores præg på byen ud fra de forudsætninger og rammer, der er lagt. Aarhus er uden tvivl en af Danmarks bedste byer at bo, at uddanne sig og drive virksomhed, og vi føler et stort medansvar for også fortsat at sikre den position, siger afdelingschef Jens Skinnebach. 

Jubilæet blev torsdag fejret med alle godt 180 medarbejdere på virksomhedens store byggeområde på Sydhavnen i Aarhus.

Årsregnskab 2023: Faldende men tilfredsstillende resultat henset til et udfordret ejendomsmarked

Nyhed: 23. maj 2024

2023 var endnu et travlt år for A. Enggaard-koncernen præget af store udviklings…

Se nyhed

Ny karrébebyggelse med fællesskab i højsædet skyder op i Gellerup

Nyhed: 02. maj 2024

141 boliger med attraktive fællesfaciliteter er på vej på toppen af Brabrand, hv…

Se nyhed