A. Enggaard skal opføre Rødovre Kommunes nye administrationsbyggeri Borgerhuset, og køber som led i aftalen de sidste byggeretter i byudviklingsområdet Gartnerbyen. Disse byggeretter videresælges med det samme til CapMan Real Estate og PensionDanmark Ejendomme, der samtidig indgår en totalentrepriseaftale med A. Enggaard om opførelsen af byggerierne.
Udviklingen af Gartnerbyen, Rødovre Kommunes nye bymidte med grønne områder, byrum og fællesskaber, har været undervejs siden 2017, og i dag rykkede færdiggørelsen af det store byudviklingsprojekt et stort skridt nærmere.
Entreprenør og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard har nemlig vundet Rødovre Kommunes udbud af i alt 42.300 kvadratmeter byggeretter til de sidste grunde i Gartnerbyen samt indgået en aftale med Rødovre Kommune om opførelsen af et nyt samlende, kommunalt administrationsbyggeri med navnet Borgerhuset.
Byggeretterne sælger A. Enggaard til CapMan Real Estate og PensionDanmark Ejendomme i en aftale, der samtidig betyder, at A. Enggaard bliver totalentreprenør på de op mod 500 boliger samt mindre erhvervsarealer, som byggeretterne giver mulighed for.
– Det glæder os, at vi efter en god proces er kommet i mål med disse spændende og meningsfulde opgaver, hvor vi får lov til at opføre Rødovre Kommunes nye Borgerhus og samtidig fuldende transformationen af den sidste del af Gartnerbyen. I forlængelse af dette er vi meget glade for, at vi har indgået en aftale med nogle stærke samarbejdspartnere til de nye boligprojekter i form af CapMan Real Estate og PensionDanmark Ejendomme, siger projektudviklingschef i A. Enggaard, Anders Munck Madsen.
Opførelsen af både Borgerhuset og byudviklingsprojekterne i Gartnerbyen forventes igangsat allerede i år. Borgerhuset bliver en integreret del af Gartnerbyen og skal samle en række kommunale funktioner, der i dag er fordelt på flere adresser.
Styrket tilstedeværelse i hovedstadsområdet
A. Enggaard er blandt landets største entreprenør- og byudviklingsvirksomheder og engagementet i Rødovre skal blandt andet ses i lyset af, at virksomheden i disse år udvider sit aktivitetsniveau i hovedstadsområdet, hvor virksomheden etablerede afdeling i 2021.
– Allerede nu er vi sammen med PKA i fuld gang med at omdanne det tidligere Statsfængsel, Vridsløselille, til en attraktiv ny bydel med stor respekt for områdets særlige historie og i Høje Taastrup C opfører vi et stort boligprojekt til Thylander Gruppen A/S. Dertil arbejder vi ihærdigt på at udvide porteføljen yderligere, siger Anders Munck Madsen.
A. Enggaard har i hovedstadsområdet desuden stået bag den nye Østre Landsret i Nordhavn og det markante kontorbyggeri på Kalvebod Brygge, der huser bl.a. Trafikstyrelsen, Banedanmark, Vejdirektoratet og Energistyrelsen.
Fakta om Borgerhuset og byggefelter
Totalentreprenør: A. Enggaard
Arkitekter: WERK Arkitekter og Nordic House of Architecture
Ingeniører: Sweco og Niras
Byggestart: 2026
A. Enggaard vinder udbud og skal binde sidste sløjfe på Rødovres nye bymidte
Nyhed: 02. februar 2026A. Enggaard skal opføre Rødovre Kommunes nye administrationsbyggeri Borgerhuset,…
A. Enggaard afleverer bygning til Aalborg Forsynings havvandsvarmepumpe
Nyhed: 15. januar 2026Entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard har som totalentreprenør ge…