Aarhus Kommune har givet byggetilladelse til det projekt, der skal erstatte den nedrivningsklare Jaka-fabrik i Brabrand, og dermed kan bydelen Høiriisparken nu færdiggøres. Den nye bygning viderefører den gamle fabriksbygnings arkitektoniske stil og vil rumme et seniorboligfællesskab med 69 lejligheder samt attraktive fællesfaciliteter til alle beboere i Høiriisparken.
Transformationen af den gamle Jaka-grund i Brabrand til den nye bydel Høiriisparken kan nu endelig færdiggøres. Før sommer godkendte Aarhus Kommune entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaards ansøgning om nedrivning af den gamle, nedslidte Jaka-fabrik, og nu har kommunen givet grønt lys til det projekt, der skal opføres i stedet for.
Dermed kan A. Enggaard nu tilføre Høiriisparken, der i forvejen tæller 300 leje- og ejerboliger, et nyt projekt med attraktive inden- og udendørs fællesfaciliteter til alle beboere i bydelen samt ikke mindst et nyt seniorbofælleskab med 69 lejligheder og dertil dedikerede fællesfaciliteter.
- Vi er ovenud glade for, at vi nu kan afslutte den transformation af den gamle Jaka-grund, der begyndte i 2017. Vi kan nu levere de fællesfaciliteter, som vi har lovet beboerne i Høiriisparken, og samtidig tilføre Aarhus et nyt seniorboligfællesskab, som der er stor efterspørgsel på, siger projektudviklingschef Lars Thesmer Sørensen fra A. Enggaard, som står bag udviklingen af Høiriisparken sammen med pensionskassen PKA.
Den nye bygning genskaber de væsentligste arkitektoniske træk fra den gamle fabrik, som ikke kan bevares, da betonen og bygningens bærende elementer er for ødelagte. De buede shedtage mod øst og vest samt det hvælvede tagmotiv mod nord og syd vil i fremtiden som for år tilbage stå som ikoniske markører af det historiske fabriksområde.
- Vi har stor respekt for kulturhistorien og de arkitektoniske kvaliteter fra den gamle fabrik, som vi viderefører i det nye byggeri. De skulpturelle shedtage og de markante hvælvede gavlmotiver formidler kulturhistorien og Jaka´s store betydning for området. Den overvejende geometriske bevaring af bygningen giver os nogle helt særlige boliger med enestående rumligheder under de smukke tage, siger arkitekt Anders Lyhne, der er kreativ leder hos Sweco Architects Aarhus, som har tegnet den nye bygning.
Senior- og bydelsfællesskaber i højsædet
A. Enggaard og PKA har valgt at bygge et seniorbofællesskab til målgruppen 50+, fordi der er meget stor efterspørgsel på den type boliger. Undersøgelser foretaget af VIVE, Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, har således tidligere vist, at mange tusinde seniorer overvejer at flytte i et bofællesskab
- De kommende beboere har f.eks. solgt parcelhuset og ønsker noget mindre at bo i, eller de er blevet alene, fordi deres partner er gået bort. Fælles for mange borgere i målgruppen er, at de gerne vil bo et sted, hvor de kan deltage i aktiviteter sammen med deres naboer og genboer, og det bliver der rig mulighed for i det nye seniorbofællesskab, hvor man både kan være aktiv og trække sig tilbage til sin lejlighed, når man foretrækker det. Vi har stor tro på det kommende seniorbofællesskab, som bliver det første af flere, vi kommer til at opføre over de kommende år, siger Lars Thesmer Sørensen.
Mens seniorbofællesskabet får dedikerede fællesfaciliteter i form af større alrum med køkken, et fleksibelt hobbyrum, en gæstebolig, en tagterrasse og tilstødende gårdrum, kan den nye bygnings øvrige fællesfaciliteter (bestående af fælleskøkken, fællesrum til spisning, tumle/aktivitetsrum, flexrum til bl.a. krea, værksted og to gæsteboliger, samt et større aktiveret udeareal med legeplads) benyttes af hele bydelen. Disse vil blive drevet i regi af den bylivsforening, som A. Enggaard har etableret.
- Vi er meget taknemmelige for den gode dialog, vi har haft med Høiriisparkens beboere om udformningen af både de indendørs fællesfaciliteter og udearealerne i forbindelse med udviklingen af det nye projekt. Vi er glade for, at vi nu kan levere, og selvom bygningen endnu ikke er opført, er vi allerede i fuld gang. Vi har blandt andet ansat en bylivskoordinator, der hjælper beboerne og bylivsforeningen med at facilitere forskellige aktiviteter. I august var de f.eks. til fællesspisning, og bylivsforeningen holdt Halloween i slutningen af oktober, siger Lars Thesmer Sørensen.
Indflytning i 2028
A. Enggaard forventer, at den nye bygning kan være klar til indflytning i løbet af 2028. Tidsplanen afhænger af, hvor hurtigt man kan få fjernet den eksisterende bygning.
- Vi har en ambition om komme i gang så hurtigt som muligt, for det skylder vi beboerne i Høiriisparken, der i en årrække har måttet leve som nærmeste naboer til den gamle fabrik. Vi er i fuld gang med at finde en nedrivningsentreprenør, og vi håber, at fabrikken bliver fjernet i løbet af efteråret/vinteren, så vi i starten af 2026 kan gå i gang med at opføre den nye bygning, afslutter Lars Thesmer Sørensen.
Grønt lys til seniorbofællesskab med attraktive lejligheder på Jaka-grunden
Nyhed: 05. november 2025Aarhus Kommune har givet byggetilladelse til det projekt, der skal erstatte den…
Nu begynder opførelsen af ny bydel med boliger, park og hotel ved Byens Bro
Nyhed: 03. november 2025Odense Kommune, bygherrer og rådgivere var fredag den 31. oktober samlet for at…