Grundstenen til nyt hotel og spillested i Aarhus er på plads

Sydhavnskvarteret i Aarhus tager for alvor form i disse år, og i går var der grundstensnedlæggelse på bygningen, der skal huse det nye hotel fra Guldsmeden Hotels, som dermed vender tilbage til Aarhus, hvor hotelkædens historie startede i 1999. Den nye bygning, der får navnet Höfn, skal også huse spillestedet Train og aktørerne i Lydhavnen samt en række kontorlejere, når dørene slås op i 2026.

Opførelsen af det nye hotel fra hotelkæden Guldsmeden Hotels er med gårsdagens grundstensnedlæggelse officielt skudt i gang, og i løbet af 2026 er hotellets 211 værelser og dets attraktive pool- og spafaciliteter klar til at tage imod sine første gæster.

Bag hotelkæden står ægteparret Marc og Sandra Weinert, og det nye hotel bliver navngivet Belle Guldsmeden og dermed opkaldt efter Marc Weinerts mor, der er født i Aarhus og gennem hele livet blev kaldt netop Belle.

- Vi glæder os simpelthen så meget. Vi åbnede vores første hotel på Guldsmedgade i Aarhus, og vi har, siden det blev solgt det i 2021, på en måde følt os en smule rodløse, fordi Aarhus spiller så stor en rolle for vores historie og vores koncept. Guldsmeden er meget Aarhusiansk i sin grundtone, og vi ser frem til at lande i vores identitet igen. Samtidig føler vi os også meget hjemme i København, hvor vi har haft mulighed for at udvikle os og har åbnet ikke færre end 5 hoteller. I tråd med at binde Danmark sammen synes vi, at det er helt fantastisk at være med i udviklingen af et nyt, spændende område, og vi er sikre på, at Sydhavnskvarterets kreative nerve kommer til at blive et kæmpe aktiv for Aarhus, siger Sandra og Marc Weinert.

Belle Guldsmeden kommer til at indgå i Guldsmeden Hotels’ ”Urban Eco Resort”-koncept, som tilbyder en helhedsoplevelse inden for overnatning, signature økologisk køkken samt pool- og spa-faciliteter – alt sammen i luksuriøse og miljøbevidste omgivelser.

Guldsmeden Hotels består i dag af 9 hoteller fordelt på 4 lande, et luksusresort på Bali og en udlejningsvilla i Sydfrankrig. Et hotel i Hamborg er også på tegnebrættet, og kommer ligeledes til at åbne i 2026.

”Et lokalt musikalsk energicenter”
Den nye bygning, der blandt andet skal huse det nye Guldsmeden-hotel, får navnet Höfn, der er et oldvestnordisk ord for havn. Höfn bliver også det nye hjem for spillestedet Train og musikproducenterne i Lydhavnen, mens de seks øverste af bygningens i alt 18 etager bliver kontorlejemål.

- Med et nyt Train på Sydhavnen tager vi Aarhus et skridt videre som attraktiv kultur- og musikby. Vi vil med nye og større rammer, ambitioner og muligheder bidrage til en ny, levende og borgernær bydel. Vi vil skabe et lokalt musikalsk energicenter, der samtidig kan række langt ud over bygrænsen. Hvor musikken, kulturen og byliv trives og udvikles – og hvor der er øget plads til de nye talenter, de nye generationer og de mere etablerede stjerner, siger direktør og spillestedsleder i Train Carsten V. Nielsen

Bag opførelsen af bygningen står entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard, der sammen med pensionskassen PKA udvikler en stor del af Sydhavnskvarteret, og salgs- og udviklingschef, Peter Thorsgaard, ser frem til, at bygningen kommer til at summe af liv.

- Det er stor milepæl på Höfn, der bliver en helt fantastisk bygning, og som kommer til at bidrage positivt til den stemning, det liv og den kreativitet, som bliver kendetegnet for Sydhavnskvarteret. Guldsmeden Hotels får direkte adgang til bydelens svar på New York Highline, nemlig Kulbroen, mens der bliver adgang til Train direkte fra Kulpladsen. Samtidig er der god interesse for vores kontorlejemål i Höfn, hvor vi fx allerede har en aftale med Aros Forsikring om to af etagerne på plads, siger salgs- og udviklingschef i A. Enggaard, Peter Thorsgaard.


Foruden den nye bygning til Guldsmeden, Train og Lydhavnen står A. Enggaard og PKA også bag Sydhavnskvarterets 26-etagers store business tower, Akson, et nyt hotel til Moxy Hotels og nye lokaler til Det Jyske Kunstakademi, Aarhus Billedkunstcenter, VIA University College, Lifestyle & Design Cluster og Sydhavnens Spisehus samt en række kulturelle aktører, der allerede i dag er forankret i Sydhavnen.

Faktaboks: Om Sydhavnskvarteret

Sydhavnskvarteret bliver et ganske særligt erhvervsområde, der kommer til at skille sig ud gennem bydelens sociale mangfoldighed og nerve præget af kunst, kulturproduktion, bevægelse og fællesskaber. Sydhavnskvarteret skal med andre ord være en smeltedigel, der forener en gammel bydel med havneaktiviteter, kulturmiljøer, en mangfoldighed af mindre, kreative virksomheder, udøvende kunstnere og socialt udsatte med en ny bydel bestående af større virksomheder og domiciler, levende byrum, kunst og bevægelse i byrummet. Denne indbyggede kontrast mellem det nye og det gamle, det store og det små samt det etablerede og det spirende skal være bydelens styrke.

18 etagers fremsynet udvidelse af forskerpark i it-byen er afleveret og snart klar til åbning

Nyhed: 10. oktober 2024

Den nye tilbygning INCUBA Next er opført med et skarpt fokus på kvalitet og tilf…

Se nyhed

A. Enggaard skal bygge nye boliger i Høje Taastrup

Nyhed: 16. september 2024

I bebyggelsesområdet Høje Taastrup C har entreprenør- og byudviklingsvirksomhede…

Se nyhed