I dag var håndværkere og repræsentanter for blandt andre Guldsmeden Hotels og Train samlet til rejsegilde på bygningen, der foruden hotel og spillested også skal huse musikproducenterne i Lydhavnen og en række kontorlejere som fx Aros Forsikring. Höfn - som bygningen er navngivet - står færdig om godt et år, og derfor er flere af de kommende beboere i fuld gang med at gøre sig klar til indflytning.
Opførelsen af Aarhus’ nye dynamiske erhvervs- og kultursamlingspunkt - Sydhavnskvarteret nord for Jægersgårdsgade - er gået ind i den afsluttende fase, og inden længe vil bydelen begynde at summe af liv i takt med, at både kreative aktører og virksomheder rykker ind i de nye lokaler.
En af bydelens nye beboere er hotelkæden Guldsmeden Hotels, der i løbet af 2026 slår dørene op for det spritnye hotel med 211 værelser, Belle Guldsmeden. Tirsdag den 20. maj deltog Guldsmeden Hotels i rejsegildet på den nye bygning, der blandt andet skal huse deres nye faciliteter, og alt imens bygningen tager form, arbejder hotelkæden på at lægge sidste hånd på det nye hotels detaljer.
- Vi glæder os helt vildt til at vende tilbage til Aarhus og ikke mindst til at blive en del af en pulserende ny bydel. Aarhus kan se frem til at få et life style-hotel med vores signatur-økologiske køkken samt pool- og spa-faciliteter – alt sammen i luksuriøse og miljøbevidste omgivelser. Vi er lige nu i fuld gang med at gennemgå alle detaljer i forhold til design og interiør en ekstra gang, så vi er klar til at bestille møbler og inventar på den anden side af sommerferien, og vi kan allerede løfte sløret for, at vi kommer til at introducere en helt ny og eksperimenterende inventarserie, siger Marc Weinert, der står bag Guldsmeden Hotels sammen med sin hustru Sandra Weinert.
Hotellet bliver det 10. i rækken for Guldsmeden Hotels, der i forvejen driver ni hoteller fordelt på fire lande samt et luksusresort på Bali og en udlejningsvilla i Sydfrankrig. Hotelkæden åbner ligeledes et nyt hotel i Hamburg i løbet af 2026.
Koncerter på Sydhavnen
Bygningen, der skal huse det nye Guldsmeden-hotel, får navnet Höfn og bliver også nyt omdrejningspunkt for spillestedet Train og musikproducenterne i Lydhavnen. Også hos Train er forberedelser til overtagelsen så småt begyndt at tage fart, fortæller direktør og spillestedsleder i Train Carsten V. Nielsen:
- Arbejdet med detaljerne på det nye TRAIN er i fuld gang. Vi glæder os enormt til den dag, vi kan slå dørene op til et lokalt forankret spillested med nye, større og bedre rammer for både den lokale, regionale, nationale og internationale musikscene. Med placeringen i den nye bydel bliver TRAIN i endnu højere grad et kulturelt kraftcenter for den rytmiske musik og vil fortsat fungere som en central og samlende aktør for de nye talenter, de nye generationer samt de mere etablerede musikere.
Stor interesse
Foruden Guldsmeden, Train og Lydhavnen byder Höfn også på en række kontorlejemål, hvor en stor del allerede er udlejet - blandt andre til Aros Forsikring.
- Vi ser frem til at blive en del af et moderne, dynamisk og mangfoldigt erhvervsområde, som samtidig afspejler de værdier, Aros Forsikring står for. Vi tror på, at bydelens liv og placering vil spille en vigtig rolle for, at vi kan tiltrække og tilknytte dygtige medarbejdere og dermed skabe rammer for fortsat store vækst. Samtidig er det lidt en hjemkomst for os – vi startede i 1921 i det centrale Aarhus, og nu vender vi tilbage til centrum i nye, tidssvarende rammer, siger Morten Dissing, adm. direktør i Aros Forsikring.
A. Enggaard står sammen med pensionskassen PKA bag Höfn og udviklingen af størstedelen af Sydhavnskvarteret, herunder det 26-etagers store business tower, Akson, der allerede på den anden side af sommerferien bliver taget i brug.
Dertil kommer et nyt hotel til Moxy Hotels og ikke mindst nye lokaler til Det Jyske Kunstakademi, Aarhus Billedkunstcenter, VIA University College, Lifestyle & Design Cluster og Sydhavnens Spisehus samt en række kulturelle aktører, der allerede i dag er forankret i Sydhavnen.
- Höfn bliver en helt fantastisk bygning med nogle spændende aktører, der vil bringe noget særligt til både Sydhavnskvarteret og Aarhus generelt. Vi står nu et sted i forløbet, hvor bydelen materialiserer sig på alle fronter, og hvor så mange kulturaktører og driftige virksomheder lige nu bare tripper for at tage deres nye faciliteter i brug, fortæller salgs- og udviklingschef i A. Enggaard Peter Thorsgaard.
Fakta om Sydhavnskvarteret
Sydhavnskvarteret bliver et ganske særligt erhvervsområde, der kommer til at skille sig ud gennem bydelens sociale mangfoldighed og nerve præget af kunst, kulturproduktion, bevægelse og fællesskaber. Den nye bydel vil bl.a. rumme det 26-etagers høje kontorhus Akson, de to hoteller Guldsmeden Hotels og Moxy, spillestedet Train, Det Jyske Kunstakademi, Aarhus Billedkunstcenter, VIA University College, Lifestyle & Design Cluster og Sydhavnens Spisehus samt en række kulturelle aktører, der allerede i dag er forankret i Sydhavnen.

Aftale på plads: Baner vej for opstart på nyt Gellerup-kvarter
Nyhed: 28. maj 2025Brabrand Boligforening og A. Enggaard har tilpasset aftalegrundlaget for det omr…

A. Enggaard skal bygge nye boliger på den gamle busstation i Kerteminde
Nyhed: 27. maj 2025Milestone Development Group har valgt entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A…