Regnskabsåret 2025 bød på et rekordhøjt aktivitetsniveau for andet år i træk og en pæn fremgang i resultatet hos A. Enggaard-koncernen. Koncernen ser trods svære markedsvilkår med fortrøstning mod fremtiden som følge af en solid ordrebog med både store byudviklingsprojekter, entrepriser og ejendomsdrift i hele landet.
Den landsdækkende A. Enggaard-koncern, der er familieejet i tredje generation og har hovedsæde i Svenstrup ved Aalborg, realiserede i 2025 en omsætning på 3,2 milliarder kroner og dermed en fremgang på tre procent sammenlignet med 2024. Resultatet efter skat landede på 204 millioner kroner mod 177,7 millioner kroner året før.
- Det har været endnu et aktivt år, hvor vores dygtige medarbejdere er lykkedes med at holde kæden stram og skabe fremdrift i vores aktiviteter. Vi har påbegyndt og afleveret nogle markante projekter, fortsat udviklingen af nogle af landets største byudviklingsprojekter og yderligere styrket vores ejendomsdrift. Det er vi både glade for og stolte af, siger entreprenør Asger Enggaard og fortsætter:
- Samtidig har vi en solid ordrebeholdning både med projekter for gode samarbejdspartnere og egne byudviklingsprojekter samt vores ejendomsdrift, og det betyder, at vi er fortrøstningsfulde i forhold til fremtiden. Vi er selvfølgelig opmærksomme på de generelt svære markedsvilkår, men omvendt giver svære markedsvilkår også nye muligheder, så længe vi fortsat er agile og formår at tænke ud af boksen sammen med vores gode kunder og øvrige samarbejdspartnere.
Blandt de afleverede byggesager i 2025 er to store psykiatribyggerier til henholdsvis Region Syddanmark og Region Nordjylland. Begge projekter er opført og driftes nu i offentlig-private-partnerskaber i tæt samarbejde med Velliv. Begge byggerier blev afleveret til aftalt tid, økonomi og kvalitet.
Andre større byggesager afleveret i 2025
- Nyt kontordomicil til Norlys på havnefronten i Aalborg
- Huset Stigsborg med skole, daginstitutioner og bydelshus i den nye Aalborg-bydel Stigsborg
- Det 26 etager høje business tower Akson på Sydhavnen i Aarhus, der er en del af A. Enggaard og PKAs udvikling af Sydhavnskvarteret
- Nye faciliteter til Aarhus BSS for FEAS i Universitetsbyen
- De sidste af i alt 346 nye boliger på Pakhuskajen i Odense til P/S PKAE Ejendom
PKA-samarbejde runder ejendomme i drift for 10 milliarder
Blandt de større projekter, der er med til at sikre aktivitet i de kommende år, er Aarhus Stadion, ammunitionsfabrikken i Elling for Forsvaret og et nyt kommunalt borgerhus for Rødovre Kommune. Dertil kommer blandt andet koncernens strategiske partnerskab med PKA.
Parterne har gennem det fællesejede selskab P/S PKAE Ejendom aktuelt flere end 4.000 boliglejemål i pipelinen, der skal opføres som en del af større byudviklingsprojekter som fx Vridsløse i Albertslund, Banebyen i Odense og Karen Blixens Kvarteret i Gellerup.
Ud over de igangværende og kommende byggerier bidrager samarbejdet med PKA også i stigende grad til aktiviteten i A. Enggaard via ejendomsdrift. I 2025 rundede P/S PKAE Ejendom ejendomme i drift for over 10 milliarder kroner fordelt på flere end 4.000 boliglejemål og en række erhvervslejemål.
- Vi er kommet til et punkt, hvor vores ejendomsforretning vokser og fylder mere i vores samlede aktiviteter, hvilket også kan aflæses i årets regnskab, hvor resultatet er påvirket positivt dels via øget drift og dels via positive værdireguleringer på ejendommene. Det er et naturligt skridt i vores udvikling, hvor vi i de seneste 10-15 år har bygget videre på vores stærke entreprenør- og projektudviklingsvirksomhed, så vi i dag også er en stærk bygherre- og byudviklingsvirksomhed og altså i stigende grad nu også en driftsvirksomhed, der drifter ejendomme og hele bydele, siger Asger Enggaard og fortsætter:
- Stort set alle vores boliglejemål er lejet ud, og det er et stort skulderklap til hele vores organisation. Fra projektudviklerne, der finder de rigtige grunde og skaber gode projekter i tæt dialog med kommuner, samarbejdspartnere og lokalsamfund, til vores byggefolk og bygherregruppe, der omsætter planerne til godt og attraktivt byggeri/bydele, og videre til vores driftsafdeling, som hver dag er med til at sikre høj beboertilfredshed. Det viser, at vi er lykkedes med at udvikle bydele og boliger, som folk har lyst til at bo og leve i, og som samtidig skaber en sund og langsigtet forretning.
A. Enggaards voksende ejendomsportefølje administreres og driftes af virksomhedens særskilte afdeling AE Ejendom, der gennem de seneste år er vokset til cirka 70 medarbejdere fordelt over hele landet.
Vil fastholde dyder
Selvom A. Enggaard-koncernen i dag arbejder med både entrepriser, byudvikling og drift i hele landet, er ambitionen at fastholde de værdier og den kultur, som har formet virksomheden gennem tre generationer.
- Vi er blevet større og mere spredt, men det er helt afgørende for os, at vi holder fast i den kultur og den håndværksmæssige faglighed, der har bragt os hertil. Vi tror på frihed under ansvar, på ordentlighed og på, at gode løsninger skabes af dygtige mennesker, der tager ejerskab for deres arbejde. Det gælder både på byggepladsen, i projektudviklingen, i administrationen og i driften. Derfor skal der også lyde en stor tak til alle vores medarbejdere for en stor og loyal indsats i 2025 og for at holde fast i det gode kammeratskab og den dedikation og faglighed, som er kernen i A. Enggaard, siger Asger Enggaard.
*Se fotos i bunden.
Årsregnskab 2025: A. Enggaard bygger oven på rekordhøjt aktivitetsniveau
Nyhed: 15. maj 2026Regnskabsåret 2025 bød på et rekordhøjt aktivitetsniveau for andet år i træk og…
A. Enggaard donerer 100.000 kroner til Gasværket
Nyhed: 28. april 2026Midlerne skal bruges til at forbedre adgangsforholdene til kultur- og forsamling…

I Albertslund udvikler og opfører A. Enggaard og pensionskassen
PKA den nye bydel Vridsløse med op mod 1.600 boliger på det tidligere Vridsløselille Statsfængsels gamle fængselsgrund. I løbet af 2025 er de første dele af bydelens nye bygninger begyndt at skyde op, og de første beboere kan flytte ind ultimo 2026.

A. Enggaard har ansvaret for opførelsen en række af landets mest
spændende byggeprojekter. Et af dem er Aarhus’ nye fodboldstadion,
og i 2025 kiggede Jan Gintberg forbi for at se nærmere på projektet som led i optagelserne til en DR-serie, der blev sendt i forbindelse med kommunalvalget i efteråret.

A. Enggaard kunne i 2025 overdrage nøglerne til den 19.500 kvadratmeter store etape 2 af psykiatribyggerierne i Hospitalsbyen i Aalborg til Region Nordjylland, der i disse måneder er i fuld gang med at tage de nye faciliteter i brug.

For sjette år i træk blev A. Enggaard belønnet af staten for at have flere struktørlærlinge, end virksomheden er målsat til, og i den anledning samlede virksomheden sine dygtige lærlinge til to hyggelige og spændende dage i Aarhus fyldt med inspiration og fællesskab.