Tredobbelt fernisering i Sydhavnskvarteret

Et lysende øje, børnestemmer og et atelier af genbrugstekstiler. Med en tredobbelt fernisering blev tre kunstværker fredag den 6. november officielt en del af Sydhavnskvarterets offentlige rum.

I Sydhavnskvarteret i Aarhus var der fredag den 6. november om eftermiddagen tredobbelt fernisering på kunstværkerne MÅNEØJET, Akkumulator og Atelier i 2d. Værkerne kan opleves i Kunstpassagen ved RØST og på de to udstillingsplatforme, Kunstpassagens udstillingsrum og Platform for Lydkunst under Havnesporet. Værkerne er en del af områdets kunststrategi, der skal lade kunst og byrum smelte sammen.

A. Enggaard og pensionskassen PKA står bag udviklingen af størstedelen af Sydhavnskvarteret. Parterne har fra begyndelsen samarbejdet med et kunstudvalg bestående af lokale kunstnere, repræsentanter fra Aarhus Billedskunstcenter og Det Jyske Kunstakademi samt eksterne kunstrådgivere om at tænke kunsten ind i byudviklingen. Samarbejdet har ført til både blivende værker og skiftende udstillinger, der gør kunsten til en del af hverdagen for dem, der færdes i området.

- Kunsten er et omdrejningspunkt for Sydhavnskvarteret, og derfor har vi fra starten arbejdet med at give kunstnerne en rolle i udviklingen af byrummene. Med Kunstpassagen og de to udstillingsplatforme skaber vi samtidig plads til, at nye værker og kunstneriske perspektiver løbende kan blive en del af kvarteret, siger Peter Thorsgaard, der er salgs- og udviklingschef hos A. Enggaard.

De tre kunstværker
I Kunstpassagen har billedkunstner Matilde Duus i tæt samarbejde med arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen skabt MÅNEØJET, der er en fast del af passagen. Bag en væg af glas, stål og sten samler et lysende øje sig, når man bevæger sig gennem passagen. Installationen er skabt af genbrugs- og overskudsmaterialer og giver dermed et kunstnerisk blik på fremtidens byggeskik og æstetik.

Integreret i kunstvæggen er Kunstpassagens udstillingsrum, hvor Cecilie Julie Holst Christensens Atelier i 2d nu kan opleves. Her genskaber genbrugstekstiler kunstnerens tidligere atelier i Det Jyske Kunstakademis gamle bygninger. Under havnesporet i den nordligste del af området kan forbipasserende samtidig høre Louise Vind Nielsens Akkumulator, hvor børnestemmer skaber et lydbillede, der stiger og falder i energi og spænding.

Kunstpassagen, hvor MÅNEØJET og Atelier i 2d kan opleves, ligger ved bygningen RØST, Kalkværksvej 27, Aarhus C. Atelier i 2d kan opleves døgnet rundt frem til den 20. december 2026, mens Akkumulator kan opleves hver dag kl. 8–21 i samme periode. Udstillingsprogrammet for 2026 er organiseret af Aarhus Billedkunstcenter og Det Jyske Kunstakademi og støttes af A. Enggaard og PKA’s Bylivsforening i Sydhavnen.

Tredobbelt fernisering i Sydhavnskvarteret

Nyhed: 10. november 2026

Et lysende øje, børnestemmer og et atelier af genbrugstekstiler. Med en tredobbe…

Se nyhed

Fra lukket fængsel til åben bydel: De første beboere flytter ind i ny bydel på ikonisk fængselsgrund

Nyhed: 30. oktober 2026

Transformationen af det tidligere Statsfængslet Vridsløselille til en åben og le…

Se nyhed