Nøglerne er overdraget til lejerne af tre helt særlige rækkehuse i Aalborg Øst, hvor yder- og indervægge samt tagkonstruktion er opført via alternative materialer og håndværksmetoder for at fremme brugen af CO2-reducerede byggematerialer i byggeriet. Byggeriet har konkret således afprøvet anvendeligheden af materialer som halm, hamp, ler og kalk, som har ført til værdifuld erfaring, viden og dokumentation.
Det er blevet lettere at vælge byggematerier med mindre CO2-udledning i byggeriet.
Det er konsekvensen af boligprojektet Halmhuset i den nye Aalborg-bydel Tranders Høje. Halmhuset består nærmere bestemt af tre helt særlige rækkehuse på hver 100 kvadratmeter. Husene er opført med et særligt fokus på brugen af biogene materialer i boligernes yder- og indervægge samt tagkonstruktioner.
Bag Halmhuset står pensionskassen PKA og entreprenør og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard via det fælles ejendomsselskab PKAE Ejendom, og parterne glæder sig over, at projektet har bidraget med nye erfaringer og konkrete data, der kan komme hele byggeriet til gavn.
- Halmhuset er en del af vores fælles strategi om at fremme udviklingen af mindre CO2-belastende byggematerialer. Med de tre færdige og ibrugtagne boliger får vi en række vigtige erfaringer om, biogene materialers kvaliteter – ikke bare i prototyper, men i rigtige byggeprojekter, som skal leve op til alle moderne krav til boliger. Vores håb og formodning er, at det over tid kan bidrage til at udbrede mere klimavenlige materialer i byggeriet, siger ejendomsdirektør Nikolaj Stampe fra PKA.
Opførelsen af Halmusene har betydet, at materialernes egenskaber og pålidelighed nu er blevet afprøvet i forhold til at leve op til alle relevante krav om fx brandsikkerhed, støj og isolering, og konkret har den udvendige klimaskærm i hempcrete-blokke (hampeskæver blandet med kalk) opnået El30-brandklassifikation.
- Det betyder jo i sagens natur, at det bliver lettere – både for os og andre – at benytte materialerne fremadrettet, fordi den påkrævede dokumentation og klassifikationer er på plads. Mindst lige så vigtigt er det, at vi har opbygget rigtig meget nyttig erfaring og viden gennem projektet, som vi ønsker at stille til rådighed for alle byggeriets parter, så vi sammen kan fortsætte udviklingen og tage nye skridt. Jeg vil desuden gerne rose alle håndværkere og samarbejdspartnere for et helt fantastisk engagement. Det har været helt afgørende for at løse de mange uforudsete udfordringer og benspænd, man møder, når man arbejder med nye materialer og alternative byggemetoder. Nu ser vi frem til at følge boligerne i drift og til at evaluere yderligere, siger afdelingschef i A. Enggaard Jakup Sjostein.
Konkret skiller Halmhuset sig blandt andet ud ved, at der er anvendt halm til isolering, hampblokke i stedet for mursten og træspån i stedet for tagsten. Facaderne er behandlet med kalkpuds, mens indvendige vægge er afsluttet med lerpuds. Ifølge en LCA-analyse fra Ecolab har det betydet en CO2-reduktion på 60 procent på de konkrete dele af byggeriet, der var omdrejningspunkt for projektet.
På jagt efter nye projekter
Halmhuset er første del af et større initiativ fra PKA og A. Enggaard om at fremme brugen af CO2-reducerede byggematerialer via en række testbyggerier. Og alt imens evalueringen af Halmhuset fortsætter, er PKA og A. Enggaard allerede på udkig efter det næste projekt. Parterne, der i dag drifter 2.000 boliger i fællesskab og 4.000 yderligere på vej, er denne gang klar til at gå skridtet videre.
- Med Halmhuset har vi fået rigtig gode erfaringer med de bygningsdele, vi har haft fokus på. Nu kigger vi på, hvilke andre materialer og bygningsdele vi kan teste, og derfor er vi lige nu på udkig efter nye forsøgsprojekter og leverandører, der vil være med. Vi vil også rigtig gerne lave et Halmhuset 2.0, hvor vi udvider testen til flere elementer og potentielt hele huset – herunder også de tungere bygningsdele som fx fundamentet, hvor der for alvor er potentiale for at nedbringe den samlede CO2-påvirkning per kvadratmeter, siger Jakup Sjostein.
Fra sommeren 2025 træder nye klimakrav i kraft, der blandt betyder, at kravene til den maksimale CO2-udledning per kvadratmeter skærpes hver andet år frem til 2029. De nye testbyggerier skal ifølge Nikolaj Stampe bidrage til, at branchen får lettere ved at levere på de strammere krav på en både teknisk og økonomisk forsvarlig måde.
- Den grønne omstilling af byggeriet er helt nødvendig. Samtidig er det også afgørende, at vi er omhyggelige, så omstillingen sker på en forsvarlig måde. Det er folks hjem, det drejer sig om, og de skal være komfortable og sikre at bo i og have et godt indeklima osv. CO2-reduceret byggeri handler ikke bare om at udskifte nogle materialer. Det handler i høj grad også om arbejdsgange og metoder. Tanken bag vores projekter er, at vi afprøver nogle nye og anderledes materialer og håndværk med henblik på at validere under både projektering, opførelsen og brug, så de kan opskaleres og anvendes bredt i nybyggeri.

Innovativt boligprojekt har sat nye standarder for biogene materialer i byggeriet
Nyhed: 03. februar 2025Nøglerne er overdraget til lejerne af tre helt særlige rækkehuse i Aalborg Øst,…

A. Enggaard og Thylander indgår aftale om genopstået boligprojekt i Høje Taastrup
Nyhed: 10. december 2024A. Enggaard har i løbet af efteråret bragt et tidligere konkursramt boligprojekt…