Nu går Salling Rooftop ind i næste fase

Mens nordjyderne venter i spænding på Aalborgs nye attraktive samlingssted, Salling Rooftop, skrider forberedelsesarbejdet hurtigt frem, og tagterrassen begynder nu for alvor at tage form. 

Det er blot fire måneder siden, at sløret blev løftet for Salling i Aalborgs planer om at følge i Salling i Aarhus´ fodspor med åbningen af en tagterrasse på toppen af stormagasinet – et Salling Rooftop. Siden har forberedelserne været i fuld gang, og nu går byggeriet ind i en ny fase. Det fortæller projektleder Ole Jul fra A. Enggaard A/S, der er entreprenør på projektet i Aalborg. 

- Vi har i den seneste måned arbejdet på højtryk med fundering, nedbrydning og stålmontage. Nu er tømrerne så småt begyndt på at anlægge selve terrassen, og dermed kan man sige, at det Salling Rooftop, som gæsterne vil opleve, begynder at tage form, siger Ole Jul. 

A. Enggaard stod også bag Salling Rooftop i Aarhus, der siden åbningen sidste år allerede har etableret sig som en bragende succes. I starten af maj rundede man besøgende nummer én million, og netop derfor har Salling også store forventninger til Aalborgs nye samlingssted. 

- Den store succes i Aarhus er naturligvis blandt hovedårsagerne til, at vi nu også etablerer Salling Rooftop i Aalborg, og vi ser meget frem til også at tilbyde denne mulighed til nordjyderne. Vi forventer, at det bliver en attraktion, som nordjyderne gerne vil køre efter, og som dermed kommer til at tiltrække endnu flere gæster til midtbyen, lyder det fra stormagasinchef i Salling Aalborg, Anja Kibsgaard. 

Salling Rooftop i Aalborg vil i modsætning til søsteren i Aarhus være delt på to niveauer nemlig Rooftop 1 og 2, hvor sidstnævnte svarer til 10. sal – cirka 31 meter over Nytorv. Det er på Rooftop 2, at tømrerarbejdet netop er skudt i gang. 

Udfordrende projekt

De fleste, der færdes i Aalborg Midtby, har formentlig lagt mærke til den 50 meter høje blå kran med et udlæg på 60 meter, der har rejst sig ved siden af Salling. Kranen hejser al byggemateriale op fra Gråbrødregade, da man ikke må køre i gågaden, og det er blot et af flere udfordrende elementer, som der skal tages hånd om i byggeprocessen. 

- Der er mange både tekniske og praktiske udfordringer ved projektet. For det første bygger vi, imens Salling stadig holder åbent. For det andet skal der etableres ny infrastruktur - herunder to nye elevatorer (en til varer og en til gæster og brandpersonale). Elevatorerne varierer i størrelsen, da de skal passe ind i den eksisterende konstruktion. Derudover skal der være et trappetårn, så gæsterne også kan tilgå Salling Rooftop fra tredje sal, siger Ole Jul og fortsætter: 

- Det har betydet, at vi har piloteret fire søjler ved Salling Super, og derfra har vi så etableret stål hele vejen op igennem parfumeafdelingen, sportsafdelingen og lageret. Her er der rigtig mange eksisterende installationer, man skal forholde sig til, og derfor har det været afgørende, at de faggrupper, vi har med i projektet, allerede kender Salling. 

Ifølge Ole Jul vil der cirka blive benyttet 150 tons stål til projektet svarende til cirka 1000 stykker, der skal skæres på værkstedet og efterfølgende samles og monteres. 

- Det er et udfordrende projekt med en stram tidsplan, og det er jo netop det, der gør det ekstra spændende at være med til. 

Åbningen finder sted i sensommeren 2018. 

Faktaboks: Salling Rooftop

  • Plads til 550 gæster
  • Til forskel fra Aarhus bliver Salling Rooftop i Aalborg i to etager
  • Rooftop 1 vil blandt andet rumme en overdækket café med helårsåbent
  • På Rooftop 2 vil der være en såkaldt ”skywalk” over Algade Torv, hvor gæsterne kan kigge 31 meter ned gennem en glasflise
  • Der bliver direkte adgang fra p-huset samt via elevator og trappe fra stormagasinet
  • Ingeniør: Rambøll Arkitekter
  • Entreprenør: A. Enggaard

A. Enggaard fejrer 20 års jubilæum i Aarhus

Nyhed: 19. april 2024

Det er nu 20 år siden, at entreprenørvirksomheden A. Enggaard etablerede sig i A…

Se nyhed

A. Enggaard skal opføre markant bygning til havvandsvarmepumpe

Nyhed: 12. marts 2024

Det bliver et hold bestående af A. Enggaard, C.F. Møller Architects og Viborg In…

Se nyhed