A. Enggaard kan snart for alvor komme i gang med saneringen af den nordlige del af City Vest, når NORMAL som planlagt flytter i begyndelsen af august. Sideløbende med saneringen kan de resterende butikker glæde sig over stigende opbakning fra kunderne. Halvdelen af butikkerne har i år haft større omsætning end sidste år.
Entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard tager i starten af efteråret fat på saneringen af den nordlige del af City Vest i Aarhus, når NORMAL som planlagt lukker sin butik. NORMAL har ligget isoleret fra de andre butikker, så som del af renoveringen giver det mening at lukke butikken i City Vest. Heldigvis for kunderne ligger der en NORMAL i Åbyhøj.
- Vi har haft en god dialog med NORMAL, som lukker den 3. august og dermed gør plads til ombygningen af den nordlige del af City Vest. Det er mit indtryk, at NORMAL har været glade for deres butik i City Vest og ser med interesse på det nye center, som vi er i gang med at skabe. Jeg håber derfor, at det bliver et farvel og på gensyn til NORMAL, siger projektudvikler Lars Thesmer Sørensen fra A. Enggaard.
Normal udelukker ikke, at butikken vender tilbage.
- NORMAL er repræsenteret flere steder i Aarhus, og tættest på er Aabyhøj, hvor vi kan servicere de kunder, som vi havde i City Vest. Vi er placeret i den del af centret, der skal saneres, og derfor kan vi naturligvis ikke undgå at lukke butikken. Vi udelukker bestemt ikke, at vi vender tilbage til centret, når det er blevet renoveret, for det er et interessant projekt, siger Lars Bjerring, Country Manager fra NORMAL.
Positiv udvikling hos centrets butikker
Formålet med at samle butikkerne omkring torvet ved Lidl var især at mindske afstanden mellem butikkerne og dermed gøre det lettere for kunderne at foretage deres indkøb, hvis de ville handle i flere butikker.
Flytningen har også haft en positiv effekt på omsætningen.
- Der er ingen tvivl om, at de seneste par år har været forholdsvis turbulente i City Vest, men nu har halvdelen af de tilbageværende otte butikker en omsætning, der ligger højere end sidste år. Det er en glædelig udvikling, der bekræfter, at beboerne i Brabrand og Gellerup har fået fokus på at støtte de lokale handelsmuligheder. Det er altafgørende, når vi skal tiltrække detail- og dagligvarebutikker til fremtidens bydelscenter for Aarhus Vest, siger Lars Thesmer Sørensen.
Han hæfter sig ved, at kundegrundlaget stiger i de kommende år i forbindelse med omdannelsen af Gellerup, hvor der allerede er opført mange nye boliger målrettet unge, familier og seniorer. Der bliver bygget flere hundrede nye boliger i Gellerup – for eksempel kommer det nye Karen Blixen Kvarteret til at rumme over 200 rækkehuse og 350 nyopførte lejligheder.
- Lige nu er vi på det laveste antal beboere, som vi kommer til at se i Gellerup, så der er ingen tvivl om, at det nye bydelscenter for hele Aarhus Vest får et kundegrundlag, der vokser betydeligt. Vi er overbeviste om, at det vil være attraktivt at åbne nye butikker i centret, siger Lars Thesmer Sørensen.
A. Enggaard forventer, at det nye bydelscenter kommer til at rumme to dagligvarebutikker samt 2.000-3.000 kvadratmeter til butikker, cafeer og restauranter, og at centret bliver indviet i slutningen af 2025 eller begyndelsen af 2026.
A. Enggaard og Thylander indgår aftale om genopstået boligprojekt i Høje Taastrup
Nyhed: 10. december 2024A. Enggaard har i løbet af efteråret bragt et tidligere konkursramt boligprojekt…
18 etagers fremsynet udvidelse af forskerpark i it-byen er afleveret og snart klar til åbning
Nyhed: 10. oktober 2024Den nye tilbygning INCUBA Next er opført med et skarpt fokus på kvalitet og tilf…
A. Enggaard er familieejet i 3. generation og kan i år fejre 80-års jubilæum.
”De håndværksmæssige dyder vil altid være fundamentet for vores virksomhed, og derfor var vi også meget stolte, da en af vores elever vandt guld til DM i Skills tidligere i år”, siger Asger Enggaard om Troels Lyndgaard i midten af billedet.