Råhusene til tre nye bygninger, der sammen med Aarhus Billedkunstcenter skal udgøre rammerne for en samling af Aarhus’ kunst- og designaktører, er nu rejst. I løbet af efteråret 2025 flytter Det Jyske Kunstakademi, VIAs designuddannelse, Lifestyle & Design Cluster samt en række nuværende aktører fra området ind på Sydhavnen.
Visionen om en pulserende bydel med erhverv, kunst, kultur og mangfoldighed er ved at blive til virkelighed på Sydhavnen i Aarhus.
Her er etableringen af Sydhavnskvarteret i fuld gang, og torsdag d. 13. marts kunne pensionskassen PKA og entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard fejre endnu en vigtig milepæl, da parterne havde inviteret til intet mindre end et tredobbelt rejsegilde.
Rejsegildet markerede en vigtig milepæl for Sydhavnskvarterets nordvestlige hjørne, hvor tre nye bebyggelser skyder i vejret og sammen med det nyrenoverede tidligere papirlager vil danne en karré om et fælles gårdrum.
- Bygningerne bliver en central del af Sydhavnens kreative nerve med en perlerække af spændende aktører. Med rejsegildet og fremskridtene i byggerierne bliver det dag for dag lettere levende at forestille sig områdets puls og liv, når bygningerne bliver taget i brug i løbet af efteråret, fortæller salgs- og udviklingschef i A. Enggaard, Peter Thorsgaard.
Det tidligere papirlager bliver rammerne om Aarhus Billedkunstcenter, mens de tre nyopførte bygninger skal huse blandt andre Det Jyske Kunstakademi, VIA University Colleges designuddannelse, den nationale erhvervsklynge Lifestyle & Design Cluster samt en række nuværende aktører fra Sydhavnen. Bygningerne vil også rumme kontorlejemål, et animationsstudio, et galleri, et snedkerværksted og et fotostudie.
- Efter mange års grundigt og visionært forarbejde af Aarhus Kommune, en helt særlig udbudsproces og opstarten på byggerierne bevæger etableringen af Sydhavnskvarteret nord for Jærgergårdsgade sig efterhånden så småt ind i sin afsluttende fase. Business Toweret Akson tages i brug til august, og senere i år har vi ligeledes rejsegilder på bygningerne, der skal huse blandt andre det nye Guldsmeden Hotel og det nye Moxy-hotel, siger Peter Thorsgaard.
Fakta om Sydhavnskvarteret
Sydhavnskvarteret bliver et ganske særligt erhvervsområde, der kommer til at skille sig ud gennem bydelens sociale mangfoldighed og nerve præget af kunst, kulturproduktion, bevægelse og fællesskaber. Den nye bydel vil bl.a. rumme det 26-etagers høje kontorhus Akson, de to hoteller Guldsmeden Hotels og Moxy, spillestedet Train, Det Jyske Kunstakademi, Aarhus Billedkunstcenter, VIA University College, Lifestyle & Design Cluster og Sydhavnens Spisehus samt en række kulturelle aktører, der allerede i dag er forankret i Sydhavnen.

Fleksjob blev aflyst: Magnus’ vej til fuld tid gik via skurvognen
Nyhed: 09. april 2025Da Magnus i begyndelsen af 2024 startede i virksomhedspraktik hos A. Enggaard, v…

Rammerne om Aarhus’ nye samlingspunkt for kunst og design rejser sig
Nyhed: 14. marts 2025Råhusene til tre nye bygninger, der sammen med Aarhus Billedkunstcenter skal udg…